En bi kom forbi

Det var nu ikke starten på gerne at ville være maler.

Men en dag, man sidder midt i græsset, på en sten, en bænk ved søen, solen skinner og forbi kommer en bi. Og sætter sig på ens hånd.

Så er det med at sidde stille, så den ikke stikker. Undervejs i kikkeriet på bien, tænkte jeg, at det var sjovt, for den lignede ikke den bi, jeg havde set på en af postens reklamer. Mønsteret på ryggen var anderledes. Her var det en stor bue, som en minaret i midten og en mindre på hver sin side. Siden har jeg lagt mærke til, at biernes rygmærker kan være ret forskellige.

Og sådan er det gået gennem livet: Himlen er blå. Jorden er brun. Vandet er..., skoven er..., huden er..., solen, månen, onkel Peter...

Næh - det er de måske slet ikke. Sætter man sig i hovedet at se efter, så er efterårsjorden på marken våd, tung og lilla. Men ikke over det hele. Den har ... ja, kig selv. Ser du på det hvide loft over dig, så er det ... Kigger du efter i fred og ro, metodisk, som meget små børn, babyer, har for vane, så er det måske lidt gult, lyserødt, blåt, grønt, brunt ...

Og hvordan ser så onkel Peter egentlig ud i hovedet?!

Det er dér, glæden og overraskelsen kommer ind. Lysten til at prøve at fange det på blokken, på lærredet. Dét øjeblik, hvor vandet i Roskilde Fjord ved Risø pludselig skifter fra blåt til dybt lilla. Du finder rød og blå og lilla bliver det til, sætter penslen til papiret, to kæmpehurtige strøg over papiret i den skitserede virkelighed.

Du kigger op: Vandet er nu blåt, gråblåt. Men lilla var det, og er det på mit papir. Hvorfor skiftede vandet farve?

Inge-Margrethe gik bort i julen 2018.